Mineral- og vitaminforsyning til malkekøer fra biologiske kilder

De opnåede resultater omkring afgrødevalg og betydning af lagring for vitamin- og mineralindhold i foderet anvendes til at gennemføre kontrollerede forsøg med foderrationer optimeret efter optimal vitamin- og mineralforsyning fra naturlige kilder samt efter optimal produktionsøkonomi. Det komplekse samspil mellem afgrødevalg, dyrkningsforhold og tilgængeligheden af vitaminer og mineraler betyder at der i dag i høj grad suppleres med uorganiske mineraler og vitamintilskud i de økologiske besætninger. I enkelte tilfælde ses dog tegn på underforsyning hos dyrene i form af påvirket produktion eller sundhed.

I projektets delprojekt 4 vurderes desuden mineralstatus i en række private malkekvægsbesætninger der har fået information om de kendte muligheder for integreret vitamin- og mineralforsyning og hvor der benyttes mineraler fra biologiske kilder til at supplere mineralforsyningen der analyseres for eventuelle sammenhænge til dyrenes sundhedsstatus (mastitis-indikatorer).

Under kontrollerede forsøgsbetingelser undersøges konsekvenserne af integreret vitamin- og mineralforsyning via strategisk fodervalg og fodermanagement på foderforsyning, produktion samt vitamin- og mineralstatus hos køer og kalve. Dette forsøg udføres på forsøgsgården Rugballegård og indgår i delprojekt 2.